Et fleksibelt arbejdsmarked

Debatindlæg fra fjordavisen.nu den 28. juni 2022

I mange år har der været fuld damp på kedlerne i Danmark, og virksomhederne og den offentlige sektor har haft svært ved at tiltrække tilstrækkeligt med arbejdskraft.

Det koster både tabt produktion og dermed velstand til finansieringen af velfærden, og det betyder, at der er opgaver i det offentlige, som ikke bliver løst.

Diskussionerne vedrørende arbejdsmarkedet vedrører enten, hvordan vi får mere udenlandsk arbejdskraft, eller hvordan mennesker på arbejdsmarkedet helt forlader det enten via Arne-pension, seniorpension eller fordi man folkepensioneres.

Jeg tror, der er mange med gode erfaringer og god arbejdsevne, der i mod slutningen af arbejdslivet, fremfor at træde helt ud, ville ønske at blive, hvis de fik mulighed for at møde fleksibelt og arbejde tirsdag, onsdag og torsdag eksempelvis.

Hvorfor tænker vi ikke i de baner, at der er meget erfaring, vi siger farvel til, som kunne blive til alles bedste, hvis arbejdsmarkedet var parat til at acceptere, at man både kunne få en relativ del af sin pension og få sin relative andel af sin løn? Det fleksible går tit i stykker på grund af rigide modregningsregler, hvor det lige pludselig ikke kan betale sig at fastholde sin tilknytning til arbejdsmarkedet.

Det bør laves om. Vi er alle tabere ved ikke at se mere fordomsfrit og pragmatisk på indretningen af et fleksibelt arbejdsmarked.

Indlægget kan også læses på fjordavisen.nu her