Fænomenet Støjberg graver grøfter

Debatindlæg på jp.dk den 4. oktober 2022

Lad mig indledningsvist slå fast: Jeg kan godt lide Inger Støjberg. Hun og jeg var i Taiwan sammen på udvalgstur, da jeg sad i Folketinget, og der lærte jeg hende at kende som et menneske, der har noget på hjerte, og som er nem at tale med. Vi fik talt meget sammen på turen og talte bl.a. om det hus i Hadsund, hun i dag ejer og bor i, for der boede mine fætre, da jeg var barn, så der kom jeg ofte.

Efterfølgende blev jeg minister, og det samme blev Inger senere, så der arbejdede vi fortsat sammen. Derfor kan jeg med sikkerhed sige: Hun er skarp, hun er dygtig, og hun kan se den politiske bold. Men hvad er det for et projekt, hun har sat i gang med Danmarksdemokraterne, og hvad er det ved ’fænomenet Støjberg’, som får det politiske Danmark til at bruge så meget tid på hende?

Først og fremmest er det usædvanligt, at hun overhovedet kan stille op. For hvordan kan man den ene dag dømmes for en forsætlig forbrydelse ved landets øverste domstol i sin egenskab af minister, for den anden dag at kunne stille op til Folketinget? Og det uden at kunne stille op til et by- eller regionsråd. Det er der mange, der ikke kan forstå, og det giver heller ingen mening. Men nu er det sådan, det er, og Inger Støjberg stiller op til Folketinget, for det tillader reglerne.

Hvad er det så, hun går til valg på? Hun taler meget om københavneri, at Danmark skal hænge sammen, og at hun synes, der er blevet for langt fra de københavnske saloner ud til danskerne som er flest. Det har givet en vældig debat, og det er den type håndfaste udmeldinger, som hun mestrer at søsætte. Jeg er imod falske modsætninger om jyder og københavnere. De er ikke rigtige, og med ordet ’saloner’ får hun det til at lyde som om, vi lever i en tid, hvor der var flere dagsrejser fra hovedstaden til Nordjylland. Men betyder det, at Inger ikke har fat i noget?

Nej, for hun har fat i den fornemmelse, som mange mennesker har, af, at centralisering ikke er uden problemer, og at det betyder noget, hvilken landsdel man ser tingene fra. At velfærden er skrøbelig, og at vi ikke skal ændre på tingenes tilstand blot for at vise handlekraft. Den fornemmelse har mange mennesker, og mange etablerede partier har undervurderet den.

For den gryende fornemmelse af distance har et arnested, som vi også blandt meget andet er nødt til at drøfte i det mærkelige ord ”sammenhængskrafts” hellige navn. Og jeg er sikker på, at en stor del af befolkningen er enig i, at vi skal styrke sammenhængskraften i Danmark – vi skal arbejde for det, der samler os, og ikke hen imod det, der skiller os. Vi skal ikke gøre det op i københavneri og jyderi, men tage det alvorligt, når mennesker siger, at de er bekymrede for, at ingen lytter, når lægen lukker, priserne stiger, hjemmehjælpen udebliver, eller utrygheden på andre måder sniger sig ind.

Både Inger og jeg har i sin tid stemt for kommunalreformen, som reducerede landets kommuner fra 276 til 98. Og vi skal kigge kritisk på, om vi indhøstede nogen besparelser på det. Vi har begge stemt for domstolsreformen og politireformen. Har vi fået mere nærpoliti af den grund? Næh, det tyder det ikke på. Vi skal som politikere være kritiske, også over for de beslutninger vi har truffet tidligere, så vi kan lære af erfaringen. Og for mig at se, er et Danmark i balance meget vigtigt – både for sjællændere, jyder, fynboer, bornholmere og alle andre befolkningsgrupper. Der er ikke to grupper. Der er mange flere, og det er der, hvor jeg synes, Inger Støjberg forfladiger debatten. Hun gør det til et spørgsmål om dem-og-os, og den fælde skal man passe på med at falde i.

Jeg har selv været initiativtager til og formand for foreningen ”Staten i hele Danmark” som var blandt de første til at tale om udflytning af statslige arbejdspladser, og der skal vi hele tiden være årvågne, så vi som politikere ikke graver grøfter, men tværtimod binder os tættere sammen, når vi planlægger.

Selvom Danmarksdemokraterne ”kun” står til omkring 10 procent af stemmerne, så skal man ikke være blind for, at Inger Støjberg udtrykker følelser eller holdninger, som der er sympati for i en bredere del af vælgerskaren. Og selvom man ikke kan se en brand, skal man tage røgen alvorligt. Vi skal lytte til den bekymring, som Inger Støjberg taler direkte ind i, men i stedet for at møde den med grøftegraveri, skal vi møde den med åbenhed og en bred fordomsfri diskussion af, hvad vi kan gøre ved problemerne.