Den politiske proces er ude på en glidebane

Smartness, politisk påvirkning og manglende faglig erfaring har skabt en ildevarslende glidebane i dansk politik.

Debatindlæg i JP 20/4/2022

Af Jakob Axel Nielsen, tidligere minister og MF, og Peter Nedergaard, professor i statskundskab, Københavns Universitet

Den gradvise afvikling af fagligheden i den politiske proces har stået på over en årrække. Den indledtes med erklæringen fra Anders Fogh Rasmussen i nytårstalen 2002 om, at vi ikke længere skulle kere os så meget om eksperter og såkaldte smagsdommere. Der var tale om alle dem, som virkelig vidste noget om et emne i substansen, der hermed blev afskrevet.

Senere anbefalede selvsamme Anders Fogh Rasmussen i 2007 – kort tid før finanskrisen – at økonomerne begyndte at omskrive lærebøgerne. Det skete, fordi de efter den daværende statsministers mening så alt for pessimistisk på fremtiden.

I kommissionsundersøgelsen af Inger Støjbergs embedsførelse blev det tydeligt dokumenteret, hvordan hendes spindoktor gang på gang gik i rette med embedsmændenes saglige vurdering af sagen om den ulovlige adskillelse af asylsøgende ægtefæller. Spindoktoren var, som Inger Støjberg, på et galt spor. Hvis de havde lyttet til embedsfolkene i stedet for at presse dem politisk, var det ikke endt, som det gjorde.

I sagen om nedslagtningen af alle danske mink er det kommet frem, at der sådan set var givet advarsler om, at et påbud herom var uden lovhjemmel. Det var den klare juridiske vurdering fra embedsmændene. Den blev blot ikke taget med i betragtning, fordi der på det helt afgørende møde i regeringens koordinationsudvalg ikke blev taget den nødvendige pause til at læse de papirer, hvori advarslen var formuleret. Hurtig udrykning blev prioriteret højere end faglighed.

Også i sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste i forhold til Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen ser det ud til, at ønsket om hurtige udmeldinger fra den daværende forsvarsministers side trumfede sagligheden. Tilbage står personer, hvis karrierer og ry ligger i ruiner på grund af uforløste og luftige anklager om landsforræderi.

Alt i alt afspejler disse eksempler en glidebane i den politiske proces, der indledtes med en vægt på faglighed, og som er endt med fokus på hurtige og smarte kommunikationer, som ofte er uden forbindelse til virkeligheden. Fra langsigtet saglighed og faglighed og til kortsynet smartness og drilleri. Fra respekt for ekspertise og til despekt for samme.

Man kan spekulere på årsagerne til denne uheldige udvikling. Skyldes den politikere, som i stadigt ringere grad har solid erhvervserfaring fra almindelige jobs som ballast? Jobs, hvor manglende hensyntagen til det fagligt rigtige altid ender med at få fatale konsekvenser, hvorfor fagligheden og sagligheden altid skal komme først. Eller skyldes udviklingen politikere, som er besat af hurtige reaktioner i stedet for udmeldinger funderet i eftertænksomhed? Eller skyldes det måske et embedsværk, som er blevet alt for føjeligt for politisk pres, fordi vi ikke har politiske sekretariater omkring ministeren?

Sandsynligvis er flere forklaringsfaktorer på spil. Derimod er der ingen tvivl om diagnosen. Der er ingen tvivl om, at et fortsat fald fra faglighedens tinder i dansk politik kan få dramatiske konsekvenser for vort demokrati, for fædrelandets sammenhængskraft og i sidste ende også for det velfærds- og velstandssamfund, som det har taget genrationer at bygge op.

Det er mere end på høje tid, at vi vender tilbage til fagligheden.

Indlægget kan også læses på jp.dk her