Valg, men hvornår?

Debatindlæg i Fjordavisen 5. juli 2022

Så kom Minkkommissionen med sin længe ventede rapport. Det var meget hård læsning angående toppen af vores embedsapparat. Der er afgørende svigt i toppen af flere ministerier, og kommissionen konkluderer, at der er grundlag for at forfølge sagerne mod embedsmændene.

Det var ikke kommissionens mandat at fastlægge et juridisk ansvar for de involverede politikere.

Alligevel fastslås det, at forhenværende fødevareminister Mogens Jensen ikke talte sandt omkring tidspunktet for, hvornår han var bekendt med, at ordren om minkaflivninger var ulovlig.

Og vedrørende statsministeren siger kommissionen, at hun ikke vidste, at ordren var ulovlig den 4. november 2020, da den blev givet og altså derfor ikke havde fortsæt!

Kommissionen er tavs omkring spørgsmålet om, hvorvidt det er simpel eller grov uagtsomhed i regeringsførelsen ikke at stoppe den igangværende ulovlige minkaflivning, da det den 8. november står klart, at ordren er ulovlig. Simpel uagtsomhed = uskyldig grov = skyldig.

Det spørgsmål afklares ikke, da de radikale ikke vil have en uvildig advokat til at undersøge sondringen mellem simpel og grov uagtsomhed.

De kræver nu valg, som må forventes, inden Folketinget åbner igen den første tirsdag i oktober.

Det betyder, at valget reelt er igang. Vi politikere må bare ikke hænge vores plakater op.

Det radikale ultimatum tror jeg betyder, at statsministeren mister serveretten over valgets tema. Jeg forventer, at Mette Frederiksens regeringsførelse, uafklarede spørgsmål om politisk ansvar, om embedsmænd skal bære hele ansvaret, mens politikere går fri og lignende type spørgsmål, vil fylde meget i valgkampen.

Det bliver et valg om, hvilket demokrati vi vil have, fremfor hvad vi vil med vores land.

 

Debatindlægget kan også læses på fjordavisen.dk her