Hvis du vil vide lidt mere om hvem, jeg er som person, hvor jeg er fra, og hvad jeg er dannet af, så læs med her. Når jeg beder om din stemme, er det kun rimeligt, at du kender til min baggrund og får et indblik i, hvorfor jeg synes politik er så vigtig, at jeg har valgt at stille op til et af de vigtigste hverv i Danmark.
Jeg er 55 år, er opvokset i Hadsund, hvor mine gamle forældre på 86 og 88 stadig bor. Under min opvækst boede jeg med min mor og far og min storebror Kasper i et hus i Hadsund. Jeg bor i dag i Aalborg sammen med min kone Mette og vores to børn, Clara Christine og Anders. Mine to voksne børn, Kathrine og Laura, er flyttet hjemmefra, og Kathrine har et barn og endnu et på vej.
Politiske rødder
Jeg kommer ud af en politisk familie, da min farfar K. Axel Nielsen sad i Folketinget og var justitsminister i en årrække, og jeg har altid gået meget op i politik og samfund. Det var ofte noget, vi diskuterede ved middagsbordet derhjemme, og der var plads til alle holdninger – selvom alle selvfølgelig stod fast på netop deres.
Min farfar var socialdemokrat, men jeg vidste fra en tidlig alder, at det var jeg ikke. Jeg tænkte meget over, hvor værdierne i samfundet kommer fra, og det er stadig meget afgørende for mit grundsyn på samfundet. Værdi er noget, vi skaber i vores virke, og vi skal bruge hinandens ressourcer bedst muligt. Det er en del af mit konservative grundsyn.
Konservativ fra starten
Jeg gik i gymnasiet i Hobro, og da jeg i 1988 var begyndt på universitetet, synes jeg, det var på tide at melde mig ind i Det Konservative Folkeparti. Der har jeg følt mig politisk hjemme lige siden.
Det var dog først en del år senere, at jeg besluttede at stille op til Folketinget. Efter at have læst jura i Aarhus arbejdede jeg forskellige steder som advokat, bl.a. hos Advokaterne Åboulevarden i Aarhus, siden Hjulmand og Kaptain i Aalborg og derefter hos Sonofon Holding i København.
De år gav mig en solid erhvervserfaring, som jeg har trukket på siden hen. Jeg har ført retssager i både byretten, landsretten og har møderet for højesteret, og jeg ser vores retssystem som noget helt fundamentalt for et trygt og demokratisk samfund. Det beskytter os, det sikrer vores rettigheder, og det giver os et sæt fælles spilleregler. Jeg har set toppen og bunden af samfundet, og jeg er optaget af, at vi alle har lige muligheder, selvom vi ikke nødvendigvis har lige kår.
Jeg kan godt savne advokattiden. Jeg havde mange gode erhvervsklienter, men ind imellem havde jeg også sager for private, og dem husker jeg allerbedst. Især klienten der efter en vundet retssag blev så glad, at han ringede og tudede i telefonen. Han fortalte, at han var så glad for at have vundet, at han havde holdt en stor fest lige bagefter. Der, hvor jeg virkelig har forbedret folks liv, der husker jeg sagen og klienten selv her mange år efter.
Tidligere MF og minister
Da jeg blev valgt til Folketinget i februar 2005, blev jeg skatteordfører, beskæftigelsesordfører og kulturordfører for Konservative. Det var den anden periode, hvor Konservative og Venstre kunne danne regering med Anders Fogh Rasmussen som statsminister og Bendt Bendtsen som vicestatsminister.
I september 2007 blev jeg udnævnt til transport- og energiminister. Der blev udskrevet valg, og efter valget fik jeg posten som sundhedsminister, som jeg havde frem til 2010. Sjovt nok har jeg altid sagt, at min drømmepost var at blive sundhedsminister, og det var det. Vores sundhedssystem er fuldstændig afgørende for vores velvære og vores grundlæggende tillid til systemet.
Et samfund skal måles på, hvordan det behandler sine udsatte og syge, og som sundhedsminister var det vigtigt for mig at også at se fremad, for vi får flere ældre og bliver flere behandlingskrævende fremover. Det var i de år, hvor vi lagde landkortet for de nye supersygehuse, og hvor kræftpakkerne blev implementeret. Vigtige beslutninger, som stadig kræver meget opmærksomhed. Og vi skal videre ad det spor.
Årene som minister gav mig en solid politisk ballast, som jeg ikke ville kunne have fået på anden vis, og det er politisk erfaring, jeg vil bruge, hvis jeg skulle være så heldig at blive valgt til Folketinget igen.
Bred erhvervserfaring
I 2010 forlod jeg Christiansborg og blev adm. direktør i Aleris Privathospitaler. Min opgave var at gøre kæden landsdækkende i Danmark. Vi opkøbte derfor Privathospitalet Hamlet, og koncernens hovedsæde blev flyttet til Søborg. Jeg valgte på det tidspunkt at stoppe hos Aleris for at kunne være hos min familie i Aalborg.
Her blev jeg adm. direktør i ejendomsudviklingsselskabet Calum, og der har jeg været lige siden. I den periode har vi opført ejendomme i Aalborg, Aarhus, Herning og København, og det har været nogle fantastiske år, som har givet mig en bred kontaktflade, for der er meget politik i ejendomsudvikling, når vi samarbejder med både kommuner, sygehuse og andre parter om byggerierne.
Ud over mit job og det politiske arbejde bruger jeg i dag en del tid på bestyrelsesarbejde i nogle meget spændende selskaber. Jeg er bl.a. formand i Gatehouse Holding A/S. Det er en virksomhed, som arbejder med sattelitkommunikationsteknologi og datatracking. Jeg er også formand i Safe Green Logistics A/S, som arbejder med grøn omstilling ved at konvertere gods på landevej til toggods i kraft af en egenudviklet og patenteret teknologi – og i Realkredit Danmarks Ejendomsråd. Og så er har jeg været næstformand for Aalborg Teater, som er i rivende udvikling og er et sted, hvor jeg holder meget af at komme.
Skuer ikke hunden på hårene
Dette er min karriere og mit liv set lidt oppefra, for der er selvfølgelig sket en masse andet undervejs, og jeg har suget en masse til mig, som jeg vil bruge, hvis jeg skulle blive valgt. Min beslutning om at stille op igen har været lige så naturlig, som da jeg trådte ud af Folketinget i 2010. Jeg er klar til at bruge min erfaring og klar til at påtage mig det store ansvar, det er, at være folkevalgt.
Jeg tror, det er godt at prøve noget forskelligt og ikke have en fast plan for hele livet. Jeg har været i mange forskellige brancher, og jeg har talt med mange forskellige mennesker. Alle kan inspirere mig. Folk, der kender mig, vil sige, at jeg er til stede, når jeg er sammen med dem, og at jeg ikke skuer hunden på hårene. Jeg kan lide, når folk har noget på hjerte, og jeg er parat til at kæmpe for de ting, jeg selv har på hjerte.
Jeg er derfor folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Aalborg Vestkredsen, og hvis du vil vide lidt mere om min politik, kan du læse om mine mærkesager her på siden eller læse mine debatindlæg og taler under ’Aktuelt’.
God fornøjelse.
Jakob Axel Nielsen
“Jeg kommer ud af en politisk familie, da min farfar K. Axel Nielsen sad i Folketinget og var justitsminister i en årrække, og jeg har altid gået meget op i politik og samfund. Det var ofte noget, vi diskuterede ved middagsbordet derhjemme, og der var plads til alle holdninger – selvom alle selvfølgelig stod fast på netop deres.”
CV
Erhverv
Uddannelse
Bestyrelsesposter