Vores demokrati og fælles samtale er truet

Grundlovstale 2022 af Jakob Axel Nielsen

Tak for invitationen til at holde årets grundlovstale. Her post corona har vi vist alle trængt til at komme ud og mødes og give hinanden input. I mange år synes jeg, at grundlovstalerne har haft lidt karakter af skåltaler.

Nok er der tale om vigtige principper, som regulerer vores demokrati og fælles samtale, men helt ærligt. Vi har jo i lang tid sådan for alvor ikke troet, at vores demokrati og fælles samtale var truet. Vi har heller ikke for alvor troet, at vi i vores livstid skulle sige: Der er krig i Europa!

Fravær af krig og eksistens af demokrati og almen lovformelighed har vi vist alle taget så givet, at grundlovstalerne mest har været en historisk hyldest til det samfund, vi igennem 150 år har skabt.

BUM – pludselig er der ikke længere tale om skåltaler! Men om taler der skal holde os til ilden i forhold til, hvad det vil sige, at leve i et liberalt demokrati! Vi er nødt til at vende tilbage til rødderne. Forstå hvorfor reglerne er som de er.

Jeg skal ikke trætte jer med et længere juridisk skoleridt i statsret, men må jeg alligevel minde om magtens tredeling. Grundlovens § 3 taler om den lovgivende, dømmende og udøvende magt.

Det var læren fra den franske filosof Montesquieu (inspireret af englænderen John Locke), der i sit værk ”De Lèsprit des lois” fra 1748 på dansk ”magtens tredeling” udtænkte princippet om de tre magter, der hver især holder hinanden i skak.

Højesteret kan – men gør det sjældent – tilsidesætte en lov, hvis den strider med sin grundlovsmæssighed (Tvindloven i sin tid var et eksempel) en lov daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen VILLE have igennem, fordi alle var imod Tvind og fandt, at de udnyttede vores ellers gode system for friskoler. Men de har også lov til at støtte ret på loven, og den fandt Højesteret så grundlovsstridig, at loven blev erklæret ugyldig. Birte Rønn Hornbæk havde på forhånd sagt, at det var den.

Folketinget kan afsætte Regering og ministere ved mistillidsvotum.

Regeringen har den øverste kompetence befaling over hele den offentlige myndighed, men er naturligvis bundet af loven. Bundet af loven!

Har vi set, at der er et problem her? Ja desværre, og lad mig komme med nogle eksempler, hvor jeg mener tingene skrider, og hvor lov og ret. Gennemsigtighed og retfærdighed til enhver tid må være langt vigtigere end forskellige politisk opfattelser.

Der er situationer, hvor – og det siger jeg som et stærkt angageret politisk menneske – lov og korrekt forvaltningsudøvelse er vigtigere end politiske synspunkter, som ikke må overtrumfe loven.

Må jeg dog understrege, at Danmark er et sundt land, med høje retsmæssige idealer og standarder, men også i Danmark kan det være nødvendigt at påpege, når tingene skrider. Det håber jeg egentlig langt de fleste er enige med mig i – også i kampens hede når de politiske bølger går højt.

I vores parti blev vi for over 30 år siden martret af Tamil sagen. Ninn Hansen var i mange år en dygtig politiker, men han glemte i en enkelt sag at følge loven. En sag, hvor han påstod – og der var sikkert rigtigt – at han havde befolkningens opbakning. Han blev dømt i Rigsretten og sagen var sagt på nordjyske træls for vores parti. Han skulle i stedet for at tage loven i egen hånd have ændret loven.

30 år senere – i en tid, hvor alt for meget handler om at kommunikere på Facebook og andre sociale medier og se handlekraftig ud, gjorde Inger Støjberg desværre det samme. Også en sag, hun har stor folkelig opbakning omkring, men lovlig var metoden ikke, og personligt mener jeg, at man skal passe på med at sidestille pressechefer, der vil have enkelthed i budskaberne med jurister, der vil have detaljerne med. Den historie var ikke køn, men systemet virkede.

I disse dage venter vi på, at minkkommissionen kommer med sin rapport over, hvad skete, da et helt erhverv med et pennestrøg blev nedlagt uden sundhedsmæssig opbakning, selvom det var det, vi fik at vide. Og uden, at de relevante aktører havde læst papirerne og uden, at man havde sikret sig, at det, man gjorde, var lovligt.

Her ser det ud som om, den udøvede og lovgivende magt er blandet usundt sammen.

I Danmark har vi ministerstyre. En minister bestemmer helt selv, hvordan han eller hun vil styre sit ministerium, og kan statsministeren ikke lide den måde, ministeren forvalter på, må hun skride til afskedigelse.

De er den formelle begrundelse for, at Mogens Jensen måtte gå.

Grundloven opererer ikke med koordinationsudvalget, som Schlüter opfandt, men det står allerede helt klart, at beslutningen om lukning af minkerhvervet skete i koordinationsudvalget med statsministeren for bordenden. Så har hun også truffet beslutningen. Det bliver spændende, hvad dommer Kristrup siger om den sag. Køn er den ikke, og flot forvaltningsudøvelse er det slet ikke.

Jeg synes, at det minder om en barnlig uerfaren tilgang til magten og en ubegrænset tro på, at bare man kommunikerer, ser man handlekraftig og stærk ud, men hvor er fagligheden? Den trænger vi i sandhed til at få højnet. Sagen viser, at embedsmænd – især de allerøverst placerede af slagsen – skal være et bolværk mod, at politikere går for langt. Især også for at beskytte politikerne. Embedsmænd må ikke blive aktører i politik.

Så har vi PET/FE-sagen, som vi i sagens natur ikke kender i detaljer, men det må stå klart, at forhenværende forsvarsminister Trine Bramsen går så meget bersærk over en oplysning fra den uafhængige kontrolenhed med efterretningerne (i øvrigt med samme dommer Kristrup for bordenden), at hun hjemsender hele ledelsen.

Angiveligt for oplysninger hun selv har skrevet under på at have modtaget, for vi ved, at alle forsvarsministre siden Poul Nyrup og Bill Clinton lavede kabelsamarbejdet, har skrevet under på, at de kender eksistensen af det.

Som en aflægger heraf har vi hele sagen om Claus Hjorth Frederiksen og immunitetsophævelse. Den sag må jeg indrømme, at jeg har det skidt med.

Set i et politisk spor kan det være ok, at vi skal samarbejde med Venstre, der har været så grueligt meget igennem. Løkke, Støjberg, mange afhoppere og andre, der vælger at nedlægge mandat. Derfor er der stærke politiske argumenter for at anlægge den politiske vurdering om at stå fast på Claus Hjorth Frederiksens immunitet, når man nu ikke kender anklagen.

Claus Hjorth Frederiksen kender jeg fra tidligere. Måske har han nok talt over sig, men han er ikke landsforrædder. Tværtimod. Men, men, men – for der er et men – og det er det juridiske spor. Grundloven er formuleret i 1848 og vedtaget i 1849, og alle de steder, hvor der står Kongen, mener man i dag regeringen, men det gjorde man ikke fra 1849 og op igennem provisorietiden, som sluttede i 1901, hvor vi fik parlamentarisme. Altså at ingen regering kan udnævnes, for hvilket det gælder, at der er et flertal imod.

Bestemmelsen i grundlovens § 57 om immunitetsophævelse er fra en tid, hvor Kongen betød kongen, og kunne finde på at genere politiske modstandere.

Siden 1901 har det været helt utænkeligt, at domstolene ikke er uafhængige. Kongen og fra 1901 regeringen forstås kan IKKE blande sig i den dømmende magt. Det er ikke tænkeligt.

Hørt justitsmord – det kan det aldrig være at tilbyde en retfærdig rettergang.

Politisk set er det nok en rigtig afgørelse, men bestemt ikke juridisk, fordi Folketinget blander sig i den udøvende magt (fordi de kan ud fra en reminiscens i grundloven fra før 1901) og især i den dømmende magt, som Folketinget herved forhindrer i at gøre sit arbejde.

Det ser ikke rigtigt ud, og det synes jeg, at vi er nødt til at sige til hinanden på grundlovsdag.

Hvad med det ellers højtbesungne uafhængige embedsværk? Dem har jeg altid yndet ikke at involvere i den offentlige debat og undlade at inkriminere dem. De kan nemlig kun svært forsvare sig.

Men hvis vi ser ting, hvor den allerøverst placerede embedsmand i landet gør sig selv til en markant aktør i den politiske proces, er der så ikke noget galt, og er der ikke grund til at minde om, at embedsmænd er politikernes hjælpere og ikke politiske aktører? De er jo netop ikke folkevalgte og kan ikke af Folketinget få et mistillidsvotum.

Derfor skal vi slå ned overfor embedsmænd, der går ind på den politiske banehalvdel, for der hører de ikke hjemme. De kan ikke straffes for at agere politikere med andet end, at de mister deres troværdighed.

Lad mig slutte hvor jeg startede. Danmark er et godt og veldrevet land, med høje og sikre retsgarantier, men jeg havde aldrig i min livs vildeste fantasi troet, at det var nødvendigt i fuld alvor at skulle minde om, at det er vigtigt, at vi holder principperne i ave og fastholder vores uafhængige systemer og tro på vores institutioner, og at de ikke må inkrimineres.

Uden nogen sammenligning i øvrigt var det dét Trump gjorde hele tiden, og hvis sådan noget sker for ofte, så mister vi det dyrebareste, vi har i forhold til hinanden nemlig det vi kalder sammenhængskraft.

Det må ikke ske.

God grundlovsdag.