Skt. Hans-tale 2022 på Essens Gaarden

Båltale på Essens Gaarden i Frederikshavn

Mange tak for invitationen til Tonni.

Da du startede stedet her, tænkte jeg på, om du måtte være gal. Jeg ved, det ikke er en pæn måde at sige tak for invitationen og give mig lov til at holde årets tale, men du har været kok i 25 år og har haft gode forretninger, og så midt i den allersværeste tid – coronaen – beslutter du dig til at købe en gammel gård, der har stået tom i tre år og etablere det her herlige sted. Og jeg spørger mig selv, hvad det er for en logik, der tænker sådan.

Men tak for det. Du har lavet et fedt sted, og du er med til, at der er aktivitet i hele landet og ikke kun i de store byer. Det er vi mange, der er glade for, at du og andre driftige iværksættere gør.

Jeg tænker svaret på min indledningsvise undren må være, at det er en gammel drøm, som du bare ikke kan lade være med at udleve. Som fagmand kan jeg se, at du også lægger overliggeren højt og får dine råvarer lige ved siden af, hvor Mette og John leverer de økologiske varer, som du bruger.

Der er i direkte som overført betydning højt til loftet her, og derfor er det et fedt sted, I har lavet.

Jeg selv har jo haft 11 gode år i det private erhvervsliv, og jeg kender politik indefra, så mange har spurgt mig, hvorfor jeg vil gerne vil tilbage til en lavere løn; uden at komme hjem til familien hver dag; høre på kritik af det, jeg siger og gør? Det kan jeg godt forstå, undrer mange. Svaret er nok det samme, som fik dig Tonni til at lave den her perle! Nemlig at man ikke kan lade være.

Nu er det vores allesammens Skt. Hans aften, så I skal ikke høre på en politisk tale. Det gider vi ikke i dag.

Der er ellers nok at tale om.

• Får vi snart valg?
• Hvad ender minkkommissionen med?
• Klarer Lars Løkke den, og får han endnu en periode som politiker, eller er det ved at være slut?
• Kommer Inger Støjberg i Folketinget?

Der er mange spændende spørgsmål, men nu gælder det altså Skt Hans, og det har jeg glædet mig til.

Storm P. sagde engang, at hvis folk er glade, er det deres egen skyld – for der er nok at være ked af!

Nu kommer den lyse tid. Nu kommer sommeren! Der er jo en ganske særlig stemning på denne aften, især når der er lune og varme i luften. I aften vil jeg prøve at sige lidt om Sankt Hans, sådan som vi fejrer det i dag. Og hvad kan vi egentlig bruge sådan en fest til?

Der er nogle bestemte ting, vi skal lægge mærke til. Der er nogle traditioner på sådan en aften. Det er en fest for alle. Her samles både store og små, gamle og unge – ja, alle der har lyst til at være med. Og der kræves ingenting, for at man kan være med.

Dernæst er det en fest, der foregår i naturen. Ude i den friske natur, hvor der er højt til loftet. Meget højt. Og her på Essensgaarden ekstraordinært højt. Og det er vist den eneste fest, vi har, hvor det hele foregår udendørs. Også selvom det regner – for det kan ikke holdes indendørs. Så vil man nok få problemer med brandmyndighederne.

Der kan ofte købes noget mad, og man kan få en tår sodavand eller øl. Og det er jo ikke så underligt – for mad og drikker hører med til en god fest. Sang og musik også. Endda med nogle af landets bedste! Jeg er bange for, at det mere er musikken I er kommet for end at høre mig tale. Det behøver I ikke kommentere. Lad mig hellere blive i troen om, at jeg reelt kan konkurrere med Lis Sørensen.

Der er næsten også altid en, der holder tale. En båltale, som det hedder, fordi den holdes, inden bålet tændes – inden gløder og ild farver den lyse aftenhimmel. Og så hører det med til Skt. Hans, at der midt i det hele er gjort klar til et bål. Og øverst skulle der gerne sidde en heks, og den skal vi af med. Festen er ikke forbi – før heksen er brændt af.

Skt. Hans – det er altså noget med bål, hekse, natur, fællesskab og fest på tværs af alder og køn. Egentlig er Skt. Hans en meget primitiv fest, hvis vi sammenligner den med andre fester vi holder. Og vi er jo da ellers ikke primitive. Vi har da både lys og varme og rindende vand og opvaskemaskine. Hvorfor samles vi så herude i naturen til en primitiv fest. Måske er der stadig en rest af urmennesket tilbage i os. Der må jo være noget, der tiltrækker os. Og mon ikke det netop er bålet? Det er jo også aftenens højdepunkt. Bålet. Flammerne. Gløderne. Det er det, vi samles om. Kigger på. Og det er som om, at ilden skaber ro og tryghed, og driver mørket væk. Men bålet er jo også farligt – for ild er noget, man skal passe på. Og det, som både er trygt og farligt på en gang, det fascinerer os. Det tiltrækker og drager.

Skt Hans og hekse hører sammen. Men jeg ved vist ikke så meget om hekse. For de er altid afbilledet som kvinder – underligt nok. Det må være en fejl, når man tænker på hvordan mænd kan være. Eller også er det fordi, at alle malere før i tiden var mænd.

Jeg tror, hekse er mange ting. Jeg tror, der findes både gode og onde hekse. Og når det er Skt Hans, så er det de onde hekse, vi taler om. Sådan har det altid været. Heksen på bålet er et billede på det onde.

Det er ondskaben selv, vi brænder af. Det er den, vi gerne vil af med. Men hvad er det onde? Ja, det kan være så meget. Det kan være splittelse mellem mennesker. Opslidende ufred. Det kan være sladder, når man siger noget ondt om andre mennesker bag deres ryg. Det onde er også, når vi tænker mest på os selv og glemmer fællesskabet. Når vi ikke skaber plads til de allersvageste i vores samfund.

Eller når ”moderne” politikere taler om hinanden og ikke med hinanden på en måde, der kun skaber lede ved vores folkestyre.

Når vi ser heksen futte af på bålet, så skal det minde os om, at det gode liv er noget, der kan blomstre, når vi i fællesskab gør noget for at holde det onde nede. Det må vi stå sammen om. For et samfund, hvor det onde ikke holdes nede, vil blive et rodløst, og koldt samfund at leve i.

“Mod ufredens ånd…vil vi bålet tænde”, synger vi i visen.

Og så vil jeg også sige, at Skt. Hans er sådan en lys, positiv og glad aften. Midsommer. Det er skønt. De lange, lyse nætter, hvor nat og morgen næsten flyder sammen. Fuglesang og sollys kappes om at varsle den nye dag. Og så er det ferietid. Skt. Hans er bestemt også en fest for sommeren. Jamen – behøver man da at fejre sådan noget? Den kommer jo alligevel. Solen gør, som den vil, og naturen gør, som den vil – uanset hvad vi finder på. Er det ikke lige meget? Men tænk, hvis vi sagde sådan om alt her i livet. Tænk, om vi sagde, at vi da ikke behøver at fejre noget som helst – for det sker alligevel! Vi behøver aldrig at synge morgensang, for solen står jo op alligevel. Eller fejre fødselsdag, for han eller hun bliver jo alligevel et år ældre. Og sådan kunne vil blive ved med alt, det vi fester for. Jul, påske og pinse. Bryllupper og sølvbryllupper. Og alle de eksaminer, som mange har fået overstået i denne tid. Behøver disse traditioner?

Gad vide, hvad der ville ske med os mennesker, hvis vi fjernede festerne og traditionerne fra vores liv. Jeg kan forestille mig, at det hele ville blive underlig trist. Kedeligt og tomt. En trummerum, hvor vi mere og mere glemmer hinanden. Eller i hvert fald glemmer at lægge mærke til hinanden.

Festerne kan vi ikke undvære. Sådan har det været i menneskers historie altid. Over hele kloden. De fester, vi holder, er med til at få os ud af hverdagens grå rutiner for en stund. Vi oplever noget andet. Vi er sammen med nogle mennesker, som vi på en eller anden måde hænger sammen med. Familie, venner, naboer, bekendte – eller dem man bor i kvarter sammen med, som nu i aften. Og når festen er forbi, så skulle det helst styrke os til hverdagens liv. Give os ny energi.

Så når vi går til Skt. Hans fest, så er vi også med til at styrke fællesskabet. Så er vi med til at styrke sammenholdet og den samhørighed, der gerne skulle være mellem os. For i et fællesskab er mennesket stærkere sammen, end hvis det står alene. Og det er noget af det, enhver fest skal minde os om – også en midsommeraften som denne.

Vi er skabt til fællesskab. Det er sundere for os at være positive. Og hjælpe hinanden med at finde de lyse vinkler. Brokkerier gør jo ikke nogen positiv forskel i vores liv. Tværtimod. De har det med at snige sig ind i væremåden og sproget, så man ender som en omvandrende klagesang.

De sure opstød forandrer jo intet. De tænder ikke lys for nogen. Og giver ikke livsmod og håb. Derfor skal vi engang imellem sige til hinanden: ”Kom, lad os glæde os!”. For verden er bedre end sit rygte. Verden er ikke kun de negative billeder og de onde hændelser. Heldigvis. Så var det jo ikke til at holde ud at leve.

Og hvis man skal brænde for noget, der kan forandre verden til det bedre, så er det godheden og den livsbekræftende glæde, vi skal satse på. Det er det brændstof, der kan drive os frem mod nye horisonter. Og tænde lys på mørke dage. Der sker jo så meget, som kan true vores livmod og lamme vores livslyst. Derfor må vi står sammen om at bevare troen på det gode. Og ganske enkelt holde liv i glæden ved at være til.

Der sker jo masser af små livsbekræftende ting i det daglige. Hvis vi tager de rigtige briller på, så vrimler det med små livstegn i hverdagen, som Dan Turell engang skrev om i et digt. Han nævner:

Morgenkyssene. Posten. Kaffelugten. Turen til købmanden. Bussen der skramler udenfor på gaden. Fuglene der pipper.

Den obligatoriske barbermaskine. Breve, der skal skrives.

Opvasken. Huslejeforhøjelser. Jeg holder af hverdagen.

Ikke i modsætning til fest og farver. Fint nok med fester! Al plads for euforien! Lad de tusinde perler boble!

Men hvilken lykke så bagefter at lægge sig

i hvilens og hverdagens seng

til den kendte og alligevel ikke så kendte samme udsigt

Jeg holder af hverdagen

Jeg er vild med den

Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen

Jeg holder stinkende meget af hverdage.

Tak for ordet og god Skt. Hans.